Klubbens motto er: "Skak for alle, uanset alder og spillestyrke". Dvs. at du behøver altså ikke at være stormester for at spille skak i en klub, og i FsS gælder det da også, at der er spillere på næsten alle niveauer, så nye medlemmer kan få jævnbyrdig modstand. Vi synes selv at vores kontingent er lavt sammenlignet med andre klubber, og hvis man er junior (under 20 år) eller pensionist, så er det endnu billigere. Indmeldelse kan ske ved at kontakte vores kasserer f.eks. ved at møde op på en klubaften. Når du har betalt dit kontingent, og er blevet medlem af klubben, så er du også blevet medlem af Dansk Skak Union (DSU). Det betyder bl.a. at du 8 gange om året får tilsendt DSU's medlemsblad: Skakbladet. Her kan du fx. læse om hvad der rører sig i skakverdenen, både i Danmark og i resten af verden. Du kan også læse om korrespondanceskak, skakteori, juniorskak og meget andet. Desuden er der også indbydelser til forskellige turneringer, som foregår rundt om i landet. FsS har også sit eget klubblad, Skaknyt, der udkommer 4 gange årligt. Det indeholder bl.a. referater af vores holdkampe, klubturneringer og andre skaklige aktiviteter, som klubbens medlemmer har deltaget i. Skaknyt er først og fremmest medlemmernes blad, dvs. at du er meget velkommen til selv at skrive indlæg til bladet, og aflevere det til redaktøren. Hvis du vil høre yderligere om FsS, kan du kontakte vores formand eller møde op i klubben eller til andre af vores aktiviteter. |